Mette Klarskov
Mit malemedie er æg tempera, det er fantastisk at arbejde med. Jeg fremstiller selv min maling som består af æg, linolie, farvepigment og vand, intet andet. Æg tempera er en gammel maleteknik som har været brugt til altertavler, møbler og billeder.
Jeg maler på lærred, papir og træ. Det giver mig mange muligheder, for at give mine billeder lige det udtryk som jeg ønsker. Ofte bruger jeg jernrammer til mine billeder på lærred, det giver et flot samspil.
Mine billeder består af mange lag. Mange af lagene kan ses igennem de næste lag. Det kan tage meget lang tid før et billede er færdigt, der skal ro og fordybelse til. Den inspiration jeg startede med, fører mig ofte helt andre steder hen og i perioder må billederne stå og vente på at jeg tager det næste skridt.
Jeg er ikke interesseret i at male landskab eller noget der ligner. jeg vil gerne have beskueren til at opleve billederne og selv danne sig deres egen historie.
Det er naturen og min hverdag der inspirerer mig, når jeg maler. Jeg har brug for naturen for at finde roen og fordybelsen til at være kreativ.
I mange år er jeg blevet guidet af flere dygtige kunstnere, især Rüdiger Movens, har guidet mig i mange år og bringer mig altid et lille stykke videre med min kunst. Også Erik Swartbart har i mange år skubbet til mig og været en stor inspiration.
Tekstile Botaniske tryk
Planter og blomster indsamler jeg i naturen, de tørres og presses før processen med at farve hver enkelt plante begynder. Jeg maler hver enkelt plante med en vandig farver, planterne skal igen tørre.
Nu begynder det magiske, i en varmepresse presser jeg planterne over på tekstil.
Meget præcise aftryk hvor planternes form og struktur træder tydeligt frem og hvor hver enkelt variation bliver udtrykt.
Hvert eneste plantetryk får på denne måde sit eget unikke udtryk.
Plantetrykkene forvandler jeg til tote bags, puder, billeder, kort, wall hangers og duge med min symaskine.
Jeg bor og arbejder i Hvidovre.
Udstillingen Find historien i kunsten
Af Cecil Bojsen Haarder
Skulptør/billedhugger Helle Rask Crawford
Kunstmaler Mette Klarskov
Måske kender I fornemmelsen af, at nogle kunstværker griber ud efter jer – vil jer noget? Det kan enten være fordi en skulptur rager langt ud i rummet, det kan være nogle kraftige farver i et maleri eller et ansigt, der kigger ud på jer – eller det kan være, fordi kunstværket virker provokerende.
Jeg synes, Helle Rask Crawfords skulpturer og Mette Klarskovs malerier vil os noget, men det er på en mere diskret og finurlig måde. De pirrer vores fantasi, erindring og forestillingsevne, fordi de viser os noget, der er ved at blive til. Det er som om de vil alliere sig med os. De vil fortælle en historie, men de vil gøre det sammen med os på hver deres meget forskellige måde.
Helle Crawfords små bronzeskulpturer er figurative – og de minder måske om nogle klassiske skulpturer, vi kender fra antikken eller renæssancen. Diskoskasteren eller græske og romerske guder – eller Michelangelos idealiserede kroppe.
Men Crawfords figurer er ikke glatte og statiske – de er helt ujævne i overfladen og har et skitseagtigt præg, der står i kontrast til materialet. De er fanget i et flygtigt øjeblik, en handling – de er i proces og på vej til at forvandle sig. Og det er som om kunstneren i en fart har fanget denne bevægelse. Skulpturen, som i klassisk tid, var et monument for noget – en form for arketype eller en eviggyldig sandhed – er hos Crawford i fuld vigør, på vej, en aktør i en fortælling. De er små, så selv om de ligner virkeligheden, så fastholder målestokforholdet deres plads i en fiktiv verden. Figurerne refererer til både litterære klassikere, til eventyr, myter og andre velkendte historier. Frøer, heste, insekter. Men alt sammen med et tvist. Vi genkender en figur eller en reference, men hos Crawford er der altid lagt en nyt lag ind af noget magisk, humoristisk, seksuelt eller politisk. Det giver anledning til en ny fortælling, som vi selv skal gøre færdig.
Kunstneren Mette Klarskov arbejder også med lag – helt konkret. Hendes malerier kalder på vores opmærksomhed på en anden måde, og modsat Crawfords figurer udstråler de nærmest en meditativ ro. En kølighed som en morgen, hvor alt er dækket af rimfrost. Hun bruger ægtempera, en gammel teknik, der er blevet brugt til altertavler og møbler. Rammerne er af jern og virker helt integrerede i værkerne.
Hendes malerier er bygget op i lag, næsten som en form for arkæologi eller geologi. Et slags istidslandskab, hvor forskellige figurer og mønstre dukker op for øjnene af os som fossiler eller aftryk. Malerierne er ikke figurative i en klassisk forstand, men vi leder efter figurer, vi kender og er på den måde medfortællere. Vi fordyber os i lagene og leder efter betydning som en arkæolog, der graver sig ned i fortidens lag og afkoder, der hun ser. Klarskovs malerier har også en indlejret tid i sig – men hvor det hos Crawford er en bevægelse, der indkapsler tiden, er det hos Klarskov de mange lag, der indlejrer den. Nogle af malerierne har tekster – ordsprog og ordspil, som måske hjælper os til at finde en historie eller fortælling – måske forvirrer det os bare.
Cecil Bojsen Haarder
Af Erik Schwarzbart
Når Mette Klarskov udtrykker sig på lærredet, er æg-tempera hendes foretrukne medie. Hun forstår at udnytte de forskellige egenskaber, som dette materiale har, fra de meget tynde laserende lag, der bredes ud over fladen, det ene lag efter det andet, til de fede pastose lag, der som regel lægges på med spartel nærmest som murerskeen lægger mørtel.
Den langsomme tørretid giver hende så mulighed for efterfølgende at bearbejde maleriet, men det kan også godt ende med, at det hele skrabes af igen. Det tilbageværende spøgelsesbillede på lærredet bliver så et afsæt til næste skridt mod det endnu ukendte mål.
Mette startede maleriet med akrylfarver i 2003. På et kursus hos billedkunstneren Emelia Regitse blev hun imidlertid introduceret for æg-tempera. Det førte videre til kunstterapeut Rüdiger Mövens, som hun siden har besøgt en gang om året på Ærø, for at komme endnu dybere ned i æg-temperaens forunderlige væsen.
Mette driver sammen med sin familie et gartneri, hvor hun sæson efter sæson er med til at transformere jordens energi til enorme mængder af julestjerner, grøntsagsplanter og agurker.
Netop denne jordforbindelse synes at være styrken i hendes maleri.
På billedets lyse, neutrale, afdæmpede flader med de sarte toneforløb sker der pludselig noget. Voldsomme energiudladninger i form af brede, ovale cirkelslag skyder op på lærredet med et afsæt, der kommer helt nede fra hendes fødder. Det er, som om hun også her hiver kraften op af jorden for at lade den folde sig ud på lærredet.
Overrasket kan hun træde et skridt tilbage og sige: »Nu ved jeg, det er færdigt«, og så tilføjer hun bestemt: »... og det skal ikke forestille noget«.
Måske netop derfor får hendes billeder chancen for at gribe ud og fastholder os i noget, som vi genkender dybt på et ikke forståeligt plan.
Erik Schwarzbart,Billedkunstner og leder af MusiconArt
